Gør dit allergi/astma barn skoleklar
Vores bedste råd til opstart i skole eller institution med et astma/allergi barn
Skal dit barn starte i skole eller kommer dit barn tilbage efter ferie, så er det et godt tidspunkt at sikre sig, at man er klar til skoleåret med et astma/allergi barn. Det kan også være, at dit barn skal til at starte op i vuggestue eller børnehave, og her er det selvfølgelig også vigtigt at være forberedt så godt som muligt.
Hvis du som forælder til et astma- eller allergiramt har prøvet at sende dit barn i institution eller skole, ved du med stor sandsynlighed, hvor meget bekymring, man kan opleve i forhold til ens barns ve og vel. Det kan nemlig være nogle ret komplicerede diagnoser, der af hensyn til barnets sikkerhed, ofte kræver en del af de voksne, som er omkring barnet.
Her er vores 7 bedste råd til, hvordan du forbereder dig og dit barn bedst til en god start:
1. Gå i dialog med institutionen eller skolen
For at kunne passe godt på dit barn er det godt at give personalet svar på disse spørgsmål:
- Hvilke allergier har barnet?
- Hvordan reagerer barnet på sin allergi eller astma? Høfeber, nældefeber, udslæt, vejrtrækningsbesvær, træthed, mavesmerter, opkast, anafylaksi eller andet?
- Hvornår og hvordan skal I reagere? Og hvornår er en situation akut?
- Skal barnet have fast medicin? Anvendelse, dosis og hyppighed skal være tydelig
- Hvilke hensyn skal I tage? F.eks. i forhold til fødevarer, luftvejsallergier, hud (bleer, solcreme, vådservietter), vejrskifte og sæsonskift
Her på shoppen findes desuden flere produkter der konstant kan minde folk om dit barns allergi/astma: Armbånd - astmabadge - allergibadge
2. Vær på forkant med udskiftning i personale
3. Ræk ud til andre forældre
Skriv gerne ud til de øvrige forældre og gør opmærksom på dit barns allergi/astma og hvilke ting, de skal være særligt opmærksom på ved dit barn. Folk der ikke selv har det inde på livet - glemmer det nemt.
Tag også en snak - igen - med barnet om, hvor vigtigt det er, at han/hun også selv er opmærksom og ikke mindst husker at give besked til eventuelt nye voksne.
4. Snacks til barnet
Det kan være en god idé at tage nogle snacks med til dit barn, som er godkendt af jer som forældre, hvis barnet har fødevareallergi. F.eks. ved fødselsdage og ture hjem til andre børn, kan der hurtigt opstå tvivl om ingredienser, eller om der er spor af noget i en bestemt fødevare. Det giver derfor tryghed for dig og for barnet at have nem adgang til snacks, som alle ved, at barnet med garanti kan tåle.Et barn kan godt reagere på bestemte fødevarer, selvom barnet ikke har decideret allergi. Der kan i stedet opstå en krydsreaktion. Derfor må du som forælder gerne også oplyse evt. krydsreaktioner.
5. Ture ud af huset
Der kan være mange hensyn at tage med et allergi- og astmabarn. Skal barnet hjem til et andet barn, kan der være hund, kat, kanin eller lignende. Der kan også være fødevarer, som barnet ikke kan tåle. Skal dit barn på bondegårdstur, kan der bl.a. være heste. Skal det i skoven, kan der være svampesporer, barnet reagerer på. Skal barnet på fodboldbanen, kan der være græs, som barnet reagerer på. Det er en god idé at gå i dialog med personalet forud for en tur, og altid huske at tage medicinen med.
6. Når barnet skal sove
Skal barnet sove udenfor i f.eks. vuggestue eller børnehave, er det vigtigt at være opmærksom på luftvejsallergier som birkepollen og græspollen. Sæsonen starter allerede i marts/april. Har barnet husstøvmideallergi, er det en rigtig fin idé at give barnet mulighed for at sove med husstøvmide-tæt og allergivenlige dyne, pude og madras.
7. Medicin – opbevaring og håndtering
Det kan være en god tryghed, hvis personalet opbevarer dit barns medicin i et særligt skab, som I alle ved kun personalet har adgang til, fremfor i barnets egen taske (så det ikke bliver væk). Sørg for at medicinens pakning bærer barnets navn og giver tydelig instruks om dosis. Det kan også være en hjælp, hvis I laver et medicinskema klar, hvor der kan registreres, hvornår barnet har fået medicin og af hvem – så opstår der nemlig aldrig tvivl.
Har barnet en adrenalinpen (Jext, EpiPen) til livsfarlige situationer, er det en god idé, at du som forælder giver en gennemgang af brugen ved hjælp af en prøve-adrenalin pen samt informere og noterer den gældende udløbsdato for pennen. Ved børn med anafylaksi, tilrådes det at have to adrenalin-penne til rådighed.
Husk også at tjekke datoen på adrenalinpennen. Måske skal den skiftes. Husk også at kigge godt på den - væsken skal være klar og gennemsigtig. Hvis opløsningen er misfarvet eller indeholder bundfald, så skal den kasseres
Sundhedsstyrelsen anbefalinger til håndtering af medicin kan du med fordel også se nærmere HER.
Der vil alt andet lige komme situationer, hvor dit barn ikke kan deltage eller tage del i en aktivitet eller en kageuddeling pga. sin fødevareallergi, luftvejsallergi eller astma.
Hjemme ved os har vi altid fuldstændig overkompenseret. Måtte min dreng takke nej til en kage i skolen, kørte vi til bageren og købte 3 kager til ham. Skal de hjem til fællesfødselsdag hvor der er kat i huset, så tager vi i Tivoli i stedet. Og så videre. Vi overkompenserer stadig og med stor succes. Jeg aner ikke om det er pædagogisk korrekt, men for os virker det - min søn lever med sin allergi og synes ikke kun det er træls. Der er også gode ting ved at have allergi - blandt andet 3 kager ved bageren 😅
- Kristina, Ejer