Hvad er luftfugtighed, og hvorfor betyder den noget?
Ordet 'Luftfugtighed' refererer til mængden af vanddamp, der findes i luften, og måles ofte som relativ luftfugtighed. Relativ luftfugtighed beskriver, hvor meget fugt luften indeholder i forhold til den maksimale mængde, den kan indeholde ved en bestemt temperatur. Hvis den relative luftfugtighed eksempelvis er 50%, betyder det, at luften indeholder halvdelen af den vanddamp, den maksimalt kan indeholde.
Indeklimaet i dit hjem påvirkes i høj grad af luftfugtigheden. Lav luftfugtighed kan føre til tør luft, hvilket kan irritere slimhinderne, forårsage tør hud og forværre symptomer på astma og allergi. På den anden side kan høj luftfugtighed skabe grobund for husstøvmider og skimmelsvamp, som også er store triggere for allergikere. Derfor er det vigtigt at holde luftfugtigheden på det rette niveau.
En anbefalet relativ luftfugtighed i hjemmet ligger typisk mellem 30-60%, afhængigt af årstiden og rummets anvendelse. Om vinteren bør luftfugtigheden være lavere, typisk under 45%, mens den om sommeren ikke bør overstige 60%. Hvis luftfugtigheden er uden for dette interval, kan det føre til forskellige problemer:
- For lav luftfugtighed
Når luftfugtigheden falder under 30%, bliver luften tør, hvilket kan irritere slimhinderne og forværre tilstande som astma og allergi. Tør luft kan også føre til sprukne trægulve og møbler, samt skabe statisk elektricitet. - For høj luftfugtighed
Hvis luftfugtigheden overstiger 60%, kan det føre til kondens, som fremmer væksten af skimmelsvamp og husstøvmider. Dette kan forværre allergiske reaktioner og medføre store skader i dit hjem, hvis du ikke opdager det i tide.
Læs om skimmelsvamp DNA test