Undgå at halloween bliver en ægte GYSER for dit allergibarn
Halloween kan være et mareridt for forældrene, hvis man har et barn med allergi – især fødevareallergi. Og dagen kan hurtigt udvikle sig til en ren gyser.
Børnene ELSKER det dog og derfor kan det være svært at begrænse dem i det (oveni alt det andet de skal begrænses i, som fødevare allergibarn).
Jeg har forsøgt at samle nogle tips til hvordan man kan komme sikkert igennem halloween:
- Når dit barn skal ud og rasle, så gå altid med barnet rundt og husk at medbringe medicin (adrenalinpen, antihistamin, astmaspray mv.). Husk også at medbringe en telefon. Og vådservietter.
- Hvis muligt vælg da en rute hvor I kender nogen og hvor I enten kan forhåndgodkende deres godter eller hvor I selv kan lægge noget godkendt sikkert slik. Alternativt kan I også medbringe små sikre slik-poser, I diskret kan give til den gode giver.
- Hav noget sikkert slik at bytte ud med – gerne noget der er sejt eller virkelig lækkert, så barnet glemmer at have fokus på at han/hun får noget andet. Det kan også være andet end slik – det kunne være små legetøjsedderkopper, slim eller lign.
- Giv barnet en ’jeg har allergi’ badge på for at gøre opmærksom på allergien -især hvis barnet er ude på egen hånd.
- Hvis barnet skal ud på egen hånd, kan du også give ham/hende et ID armbånd på, så omgivelserne ved hvad de skal gøre hvis dit barn får en allergisk reaktion.
- Lav en aftale med barnet om, at I ikke spiser noget af slikket før I kommer hjem og kan tjekke evt. ingredienslister.
- Lav en aftale med barnet om, at alt usikkert slik bliver lagt ud til heksene og vampyrerne.
- I stedet for at gå rundt og rasle, så hold selv en halloween fest derhjemme og inviter alle vennerne og fortæl (u)hyggelige historier eller inviter til halloween film-aften, hvor I ser Ghostbusters, Monster Squad, Gremlins eller hvad der nu passer til barnets alder. Ved at invitere vennerne hjem, kan du selv styre hvad der bliver serveret.
- Vask kostumerne inden brug – både de nye, men også gamle som kan indeholde husstøvmider.
- Hold øje med hvad kostumerne og maskerne er lavet af, især hvis dit barn har latex allergi.
- Pas godt på med ansigtsmalingen.
- Hold dig fra flydende ansigtsmaling da de ofte indeholder flere konserveringsmidler.
- Brug en fed creme under sminken som kan beskytte huden lidt
- Undgå at smøre omkring øjnene
- Appen kemiluppen har tjekket ingredienserne i et hav af teatersminke, så jeg vil anbefale at kigge i den inden du køber ansigtsmaling. De har også en liste over de ansigtsmalinger de anbefaler (som typisk er lavet uden parfume, formaldehyd, konservering og andre allergifremkaldende stoffer).